torsdag den 29. august 2013

Boghvedesalat med pesto

Så lækker ser det ud...

... Og så simpelt kan det gøres:

Boghvedesalat med pesto og friske grøntsager.

Ingredienser
1 dl boghvedekerner (knækkede)
2 spsk rød pesto, her brugte jeg spicy piquillopesto fra Irma
1 gulerod
1 rød peber
5-6 små cherrytomater
Olie
Spidskommen
Salt
Peber


Boghvedekernerne ristes på panden i olie (olivenolie helst) sammen med spidskommen, salt, peber. Når kernerne er let brunede og sprøde tages de af panden til afkøling.
Grøntsagerne snittes fint og sammen med boghvedekernerne blandes de med pestoen i en skål.

Det perfekte tilbehør til frokosten, aftensmaden eller blot som et mellemmåltid i sig selv. Dette er lowfodmap, men bør nydes i små mængder, da pestoen indeholder spor af hvidløg og en del chilli.

Velbekomme!

onsdag den 28. august 2013

Chiagrød med kakao

Nu blev det altså min tur til at prøve at lave Chiagrød:

Lækker Chiagrød med kakao. Dette er både lowfodmap og lowcarb. 

Ingredienser
2 spsk chiafrø
1 dl laktosefri mælk
1 tsk kakao
1 tsk kokospalmesukker eller andet sødemiddel alt efter smag.


Ingredienserne blandes sammen i et syltetøjsglas og stilles på køl natten over.

Chiafrø udvider sig op til 12 gange sin egen størrelse, så grøden bliver lidt geleagtig dog stadig med en fast konsistens. 
Mængden af mælk afgør hvor tyk/tynd din grød skal være.

Chiafrø er fyldt med omega3-fedtsyrer og gode proteiner, som er med til at holde dig mæt i lang tid. Desuden skulle frøene være gode for fordøjelsessystemet.

Velbekomme!

tirsdag den 27. august 2013

Hokkaido-græskar som tilbehør

Irma solgte nogle rigtig fine Hokkaido-græskar den anden dag, så blev inspireret og købte et.

Aftensmaden blev derfor karbonader med spændende tilbehør:
Denne opskrift er lowfodmap og indeholder ikke laktose eller gluten.

Ovnbagte krydrede Hokkaido-græskar og kartofler m. mandler.

Ingredienser
1/2 Hokkaido-græskar
5-6 kartofler
2 spsk mandelsplitter el. hakkede mandler
Spidskommen
Timian
Salt
Peber
Olivenolie

Græskarret deles i to og udhules. Skrællen skæres af med en skarp kniv og kødet skæres i tern. Kartoflerne skrælles og skæres i tern.

Ternene fordeles i to plastikposerhvor  mandler, olivenolie (ca.2 spsk i hver pose) og krydderierne tilsættes. 

Ryst poserne godt og fordel indholdet på en bageplade.

Bages i en forvarmet ovn ved 200 g i 25-30 min eller til de er sprøde.

Jeg valgte at lave karbonader, men alt andet kød kan sagtens serveres dertil.

De sprøde kartoffel- og græskartern smager ekstra godt med en god skefuld hytteost ved siden af.

Derudover lavede jeg en hurtig frisk salat ved siden af:
Snackpeber og kernefri vindruer

Velbekomme! 

torsdag den 22. august 2013

Aktiv ferie

Min kæreste og jeg nyder stadig ferien her på Bornholm. 
Vi er ude at se os omkring på øen hver dag enten på gåben eller på cykel.

Mandag gik vi 5 km til Sandvig for at leje cykler, hvorefter vi cyklede til Gudhjem. 
En smuk rute med en del stigninger. 

Vi havde madpakker med, som vi nød på en bænk ved havnen. Dog skulle vi lige smage en af de berømte fiskefrikadeller fra røgeriet.
En frisklavet fiskefrikadelle med hjemmelavet remoulade. Lækkert.

Tirsdag var vi på Christiansø, igen med sunde madpakker, men vi blev dog fristede af de lækre is på øen.
Ferie har vi jo! 
Dagen blev rundet af med en 6-7 kms løbetur og hjemmelavet mad i hyttens lille køkken.

Onsdag cyklede vi til Hasle og hjem igen. En smuk rute langs kysten, som førte os igennem meget forskellig natur.

Mine ben var helt færdige efter denne tur. 

Det er nu rart at have en aktiv ferie, for så er der plads til at nyde en is og et glas vin en gang i mellem uden dårlig samvittighed.

Resten af ferien skal vi tilbringe på Wonderfestiwall, som ligger i Hammerhus. Her får jeg nok ikke trænet andet end cykleturen frem og tilbage (ca.5 km), og maden bliver nok heller ikke noget, som er værd at blogge om. 

Dog kan jeg lige vise min lækre og nærende morgenmad i morges inden afgang til festivalspladsen:
Activia drikkeyoughurt med kiwi/jordbær, kartofler brasede på panden med et spejleæg og lidt frisk salat. Alt er lowfodmap og laktosefri.

Hav en fortsat god uge!



søndag den 18. august 2013

Bornholm

Min kæreste og jeg er taget til Bornholm på ferie i en uges tid. 
Vi skal cykle rundt og opleve den smukke natur, og sidst på ugen er der Wonderfestiwall, som vi glæder os meget til.

Dagen startede med en frisk løbetur på 9.5 km i området- herligt.
Dejlige røde kinder og højt humør efter en frisk løbetur på Bornholm. En god måde at få set nærområdet og samtidig holde formen ved lige.

Frokost blev en lækker salat fra en cafe ved Hammershus.
Kyllingebryst i skiver på en bund af salat, tomat, agurk, rød peber, melon, granatæble og peanut. Fetaost, dressing og brød dertil, som jeg dog udelukkede pga lowfodmaps restriktioner.

I morgen bliver hviledag, da jeg fik rigelig motion i dag: 10 km løb og 10-12 km gåtur. 

Så godnat herfra:)

fredag den 16. august 2013

Kylling, karry og vilde ris

Aftensmaden i går skulle være noget nemt, sundt og lækkert.

Så jeg besluttede mig for en omgang kylling med lækkert tilbehør:


Ingredienser til 2 personer
2 store kyllingebrystfiletter
1/2 squash
3-4 små gulerødder
2 dl vilde basmati ris
1 dåse kokosmælk
1 rød peber
Kokosmel
Gurkemeje
Karry
Salt peber
Olie


Risene skylles grundigt og koges i 8 dl vand i ca. 20 min eller til de er bløde.
Kyllingen kan evt paneres i lidt groft speltmel og steges på panden.
Squash og gulerødderne rives fint, her brugte jeg mit mandolinjern. Grøntsagerne svitses i lidt olie sammen med karry ca. 1 spsk, salt og peber. Tilsæt kokosmælk og få blandingen til at koge i 2 min.

Når risene er kogt, hældes vandet fra og 1 tsk gurkemeje blandes i risene. 
Kyllingen skæres i små stykker og serveres med rød peberfrugt skåret i tern og kokosmel.

God fornøjelse.

torsdag den 8. august 2013

Modelarbejde

Når jeg er på modeljobs, er maden mere vigtig end ellers. Jeg har brug for at være 100 procent på, oplagt og fuld af energi. Så mine måltider skal være sunde, nærende og så skal jeg spise 3 store måltider, drikke masser af vand og holde blodsukkeret stabilt med protein og gode kulhydrater.

I dag arbejder jeg for Bruuns Galleri på et studie i Kbh.
Min morgenmad var simpel men nærende:
Spejleæg på en bund af salat, agurk og gulerødder. Frøknækbrød dertil, som ikke er på billedet.

Til frokost får vi mad fra SMAG, så sunde salater, kartofler, speltsalat og meget andet godt.

 
En lille forsmag på makeup-en.

Lige for tiden undgår jeg kaffe og sukker, og er nu på 3. dagen. Det går godt, men savner min kaffe her kl.15, men forsøger at drikke the og vand i stedet.

Hav en dejlig dag.

Mon amour

D.7/8 2013 havde min kæreste og jeg været sammen i 4 år, så det skulle fejres.

Vi tog på en fin fransk restaurant inde i indre by i København. 

Mon amour: 
Til forret fik jeg pil-selv-rejer og til hovedret stegt andelår med kartoffelmos og salat med appelsin. 

Maden var rigtig lækker og det var overralskende nemt for mig, at finde noget som var low fodmap. Dog undgik jeg brødet til rejerne og spiste kun halvdelen af kartoffelmosen, da den virkede fed. 
Hånd i hånd kunne vi cykle gennem sommernatten hjem til Frederiksberg.


onsdag den 7. august 2013

Greenie 2.0

Efter en dejlig løbetur med dagens første solstråler på kroppen trængte jeg til en opkvikkende smoothie.


Ingredienser
1 moden banan
2 håndfulde frisk el. frossen spinat
2 skiver ananas
1/2 tsk vaniliepulver fra Urtekram
1/2 dl laktosefri youghurt naturel 

Topping:
Chiafrø, speltflager eller blåbær.

Alle ingredienserne blendes og nydes med det samme.

Så er jeg klar til modeugen og de dertilhørende fester.



fredag den 2. august 2013

Grøn quinoasalat

To ugers ferie i Nordjylland og en uge på Fejø sætter sine spor, så nu er jeg tilbage på sporet med low fodmap samt mindre sukker og brød de næste par uger inden modeugen i København.

Lige et glimt fra Fejø:



Aftensmaden blev derfor en simpel salat, da det var alt for varmt til at stå i køkkenet.

Grøn quinoasalat: 


Ingredienser (stor skål)
1 dl quinoa Urtekram
1 snack peber
3 små gulerødder
1/4 glas grøn pesto fra Urtekram
Agurk
1 stor tomat
Græskarkerner ca 2 spsk

Quinoaen skylles i koldt vand og koges i 2 dl vand i 15 min. Afkøles og blandes med pestoen samt grønsagerne skåret i små tern. 
Græskarkernerne drysses på til sidst.
Velbekomme!