onsdag den 12. november 2014

Sundhed på glas!

Hvad gør man, når man har købt for mange grøntsager til, at man kan nå at spise dem, inden de bliver dårlige? 
Man juicer selvfølgelig! 

Jeg brugte alt godt fra køleskabet og fik frembragt en ret lækker greenie:

Til 3 glas:
400 g grønkål
1 agurk
2 appelsiner
2 avocado
3 bananer
1 stykke ingefær
2 skefulde vaniljeproteinpulver
2 - 4 tsk hørfrø

Juice kål, agurk, appelsin og ingefær og blend sammen med banan, avocado og proteinpulver.
Hørfrø tilsættes tilsidst, evt i kværnet form for at give olie og fibre.

Glassene kan opbevares på køl i 2-4 dage. 
Velbekomme

fredag den 7. november 2014

De helt perfekte cookies!

Efter utallige eksperimenter, er jeg nu kommet frem til den bedste opskrift på lækre sprøde, søde cookies, som er svære at holde fingrene fra! 
De er lowfodmap, gluten og laktosefri (hvis du vælger en margerineversion, som er laktosefri)


Ingredienser til to plader: 
100 g. margerine
110 g. Boghvedeflager
150 g. sukker
2 tsk havregryn
1-2 spsk boghvedemel
2 håndfulde tranebær (hvis du tåler)
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
Knivspids salt

Smelt margerine sammen med boghvedeflager og lad stå i 10 min.
Bland de øvrige ingredienser i og sæt teskefulde med dejen på to bageplader. Sørg for at have god afstand, da de løber ud ved bagning.

Bag i 8 min ved 200 grader midt i ovnen.

Lad køle af og nyd med en kop kaffe eller the.

Velbekomme

mandag den 27. oktober 2014

Speltmuffins med grønkål og ost

En lækker nem opskrift på frokostmuffins, som mætter og kan fryses.



Ingredienser til 12 stk:
50 gram smør
480 g mel (fuldkornsspeltmel)
1 tsk salt
4 tsk bagepulver
3 dl laktosefri mælk
2 dl hakket grønkål
100 gr revet cheddar
Æg til pensling

Smuldre smør i mel blandet med salt og bagepulver.
Tilsæt mælk, grønkål og ost. Ælt grundigt. Fyld dejen i muffinsforme og pensl med sammenpisket æg,
Bages ved 200 g i ca 20 min.

Velbekomme! 

Hindbærsnitter (ikke lowfodmap)

Fik sådan lyst til at lave hindbærsnitter, så det blev weekendens projekt!



Ingredienser til ca. 10 stk
150 g margerine
125 g sukker
1 æggeblomme
225 g mel
1 tsk kartoffelmel
Hindbærmarmelade
Flormelis

Alle ingredienserne smuldres og æltes sammen - rulles ud i ca. 3-4 mm tykkelse. 
Stikkes ud i til hjerter 20 stk og bages ved 150 grader i ca. 10 min. 

Smøres med hindbærmarmelade straks og køles af inden glasuren smøres på. 
Drys evt med krymmel.

God fornøjelse: ) 

onsdag den 22. oktober 2014

Vegetariske samosaer

Jeg havde en del kogte kartofler og gulerødder til overs fra gårdagens aftensmad, så besluttede mig for at lave en vegetarisk ret: samosaer med spinat, kogte rodfrugter og karry.



Ingredienser til 12 stk:
500 g kogte gulerødder eller kartofler
100 g frisk spinat
4 plader filodej
50 g smør
1/2 dl solsikkekerner
Citronsaft
2 tsk karry
1 tsk gurkemeje
Peber

Klip filodejen i lange strimler (3 pr plade)
Skær rodfrugterne i tern og rist dem i smør på panden med spinat og solsikkekerner og tilsæt krydderier. Smag til med citronsaft.
Læg en spsk i venstre hjørne af en filodejsstrimmel og fold nu skiftevis højre, venstre. 
Pensles med smelter smør og bages i ovnen ved 225 grader i 10-12 min. 

Nydes som de er eller som tilbehør til suppe. 


Velbekomme!

onsdag den 6. august 2014

Juice og nybagte boller

Håber I alle sammen nyder ferien? 

Jeg gør ihvertfald - måske lidt for meget, for kan slet ikke overskue at skulle igang med at skrive bachelor om en måned eller i det hele taget bare at skulle møde til forelæsning hver dag.

Så jeg forsøger at nyde det sidste stykke ferie inden hverdagen kalder igen.

Den anden dag besluttede jeg mig for at bage en portion sunde speltboller som er low fodmap og stammer fra low fodmap diæt 2 - derfor kan jeg ikke poste opskriften, men blot vise resultatet og tilføje at jeg brugte gurkemeje til at give den ekstra gule farve.


Bollerne er low fodmap og bliver dejligt svampede pga HUSK og fint revede gulerødder.

I samme åndedrag valgte jeg lige at juice nogle grøntsager og frugter:


Til 1 glas (ca 2 serveringer) brugte jeg:
1/3 honning melon uden kerner
500 g øko gulerødder
2 rødbeder øko
Ingefær (alt efter hvor stærk du ønsker den)
1/2 agurk øko

Jeg kan bedst lide at bruge øko grøntsager, da jeg så ikke behøver skrælle dem eller bekymre mig om unødvendige pesticider.

Velbekomme:) 


lørdag den 12. juli 2014

Tilbage på low fodmap diæt

Efter en rigtig dejlig ferie i det franske land med min søster, har jeg desværre fået et tilbagefald med min mave, som har forværret min refluks og dermed ondt i halsen/synkebesvær.

Jeg er af den opfattelse at kroppen kan hele sig selv gennem kost, motion og en sund psyke, men min hals er efterhånden så smadret efter flere måneders manglen på diagnose, at der skal mere end naturens egne hjælpemidler til.
Derfor er jeg nu på protonpumpehæmmere samt kosttilskud til min sarte mave.
Derudover vil jeg spise efter low fodmap principperne, hvor visse sukkerarter undgåes og det bliver så også opskrifter med low fodmap, som bliver blogget det næste stykke tid.

Min aftensmad i går blev derfor ren selvforkælelse med sushi fra den nye restaurant Bar'sushi på Falkoner Alle - det kan klart anbefales:


På mandag går turen til Milano for at møde mit nye bureau og se kunder og ugen efter tager jeg nord på for at besøge min familie.

Hav en dejlig aften ♥️

mandag den 23. juni 2014

Første modeljob efter studiepause

Efter halvandet års pause fra modelverden og alt det der følger med den, er jeg nu tilbage på min plads ved 2pm og forsøger at høste lidt jobs her i sommerferien, inden jeg skal til at skrive bachelor til september.

Første job blev for dansk design academi - en video for 12 nyudklækkede designere. 
Vi har arbejdet på The Lab med Christian Bang som fotograf/filmmand og Liv Worm Jensen på hår og makeup. 

En rigtig fin dag med flot design og fin naturlig makeup.

Men det var nu også ret hårdt med 9 timers arbejde, når man er helt ude af form.
Da jeg kom hjem havde kæresten gjort klar til pizza: ikke just modelmad, men lige hvad jeg havde lyst til efter en lang dag.

Bunden er af 1/2 dele hvedemel og 1/2 dele grahams speltmel. 
Pyntet med rød peber, pepperoni, skinkestrimler og revet mozzarella.

Resten af aftenen skal jeg vist bare slappe af med min bog "Min kamp" af Karl Ove Knausgård - en absolut favorit herhjemme.

God aften! 

tirsdag den 17. juni 2014

Sommerferien er nu skudt i gang!

I dag var dagen, hvor jeg fik min sidste eksamen overstået for dette semester. 
Mundtlig eksamen i Lingvistiske Teorier - og selvom jeg var noget nervøs i går, gik alt godt og kunne runde af med et 12-tal. 
Meget glad og lettet! 

Da jeg kom hjem, lå jeg en times tid på altanen og fik lidt sol og spiste så en stor frokost inden en vagt i Irma.

I mens jeg spiste frokost, bagte jeg nogle lyse rugboller, hvor jeg havde haft dejen til at koldthæve i køleskabet natten over.

Opskriften er her fra: 
http://www.dr.dk/Mad/opskrifter/Det_soede_liv/rugboller.htm

Super enkle at lave og de får en meget lækker smag af baguette samtidig med at de indeholder 1/2 dele rugmel og 1/2 dele hvedemel. Så lidt sunde er de vel:) 

 
For at slå prikken over iet på en så dejlig dag, stod der de smukkeste røde roser og sød besked fra mine dejlige kæreste, da jeg kom hjem fra arbejde:


Så nu har jeg sommerferie og kan begynde at eksperimentere mere i køkkenet og dermed blogge mere! 

- Ida 

torsdag den 13. februar 2014

Blomkålsgratin med gulerodbedesalat

Alt alt for længe siden jeg sidst har blogget for jer - jeg har været og er stadig syg, så mit overskud har været minimalt.
Men i går aftes lavede jeg en rigtig gammeldags dansk ret, som jeg altså lige måtte dele med mine følgere:

Blomkålsgratin serveret med salat af rødbede, gulerod og avocado:

Denne ret er ikke lowfodmap, da den indeholder blomkål og rødbede, men er egnet til vegetarer (hvis man udelader bacon/skinke) og generelt bare sundt!

Ingredienser til 4 portioner:
- 1 blomkålshoved
- 2 æg
- 3 dl laktosefri mælk
- 30 g speltmel 
- 30 g margerine/smør
- 1 pakke bacon og/eller skinkestrimler
- muskatnød
- rasp
- salt, peber

Salat:
3-4 store gulerødder
1-2 rødbeder
1 avocado
Rosiner 
Solsikkekerner 
Citron

Bacon og skinke ristes på panden mens blomkål dampes i saltet vand i ca.4 min. 
Smelt smør i en gryde og tilsæt mel. Rør grundigt mens mælk tilsættes lidt efter lidt. Kog jævningen op og smag til med salt og peber. 
Lad det køle af. Del æggene i blommer og hvide og tilsæt blommerne i jævningen.
Vend nu kød og blomkåls buketter i.
Pisk hvider fast og vend i blandingen.
Smør et ildfast fad med margerine, drys med rasp og hæld blandingen i.
Drys med rasp og bag i ovnen ved 180 grader i 45 min.



Riv gulerødder og rødbeder og pynt med avocado, rosiner og solsikkekerner.
Tilsæt citronsaft efter smag.

Velbekomme:)